O, Herre, du veje i tusindtal har,
og hvilken du vælger for mig
må være det samme, når blot du mig tar
til Himmelen sammen med dig.
Så bier jeg stille tilfreds med din vej
indtil alle hvorfor får svar.
Mit herlige håb det grundet er på dig,
en arv uden lige jeg har.
E. Gustafson 1886.
Hvor underlig er du i alt, hvad du gør!
Hvem kan dine veje forstå?
Men et er dog sikkert: den vej du mig før`
for mig er den bedste at gå.
Du ved ej, mit barn, hvad jeg gør her på jord,
men du skal dog se det engang.
Urolige hjerte, hvad sørger du for?
Ej prøvelsens tid er så lang.
|
